dixistadelmann.se

 

 

VED FROKOSTEN af Johannes V. Jensen (1906)

 

Kafeen skal være velsignet!

Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!

Jeg omfatter min Kellner med Sympati,

jeg sidder sval og barberet ved Bordet,

finder Stangen under det med Fødderne

og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

 

Giv mig en Bajer!

Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.

Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,

Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!

Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!

Jeg vil begrave mig i en Slurk …

Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

 

Nu har jeg det godt.

Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.

Først spiser jeg et med Æg og Sild –

O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!

Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,

og her fordyber det Smagen, at jeg tier.

Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.

Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

 

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,

som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.

Se den spiller, den ler klart,

Jeg holder den op som en stor levende Diamant,

Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!

Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.

Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.

Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

 

Skaal!

 

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder,

fordi jeg selv varmer Bænke;

hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte

med samt alle Glædespiger og Skalmejer.

 

Lykken og jeg forstod ikke hinanden;

jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var.

Sandheden er, at jeg mistede Emma.

 

Hvorfor?

Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen,

ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk?

Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk

som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver,

havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder,

en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger?

Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen

om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet?

Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige,

der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende,

om at vaske sin nittenaarige Krop.

Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker.

Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet.

Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma,

Velan jeg tav, men jeg forskød dig.

Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt

ytred en uovervindelig Lede for mig,

mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed!

Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden!

Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen.

Du giftede dig med en Violinist,

hvis Fingre ikke skyede Harpiks,

og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner.

 

Altsaa jeg mistede Emma.

Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange

ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig.

Mit Liv er een Erstatning.

Hvem siger, at man skal leve lykkeligt?

Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund,

Skummel af Kærestesorg,

I Favnen paa yndige Olga.

 

Hun var altid vasket og sval,

jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt.

(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel).

Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende.

Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige

som Aakandebladene i Guldager Bæk,

hvor jeg badede som ungt Menneske.

Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften

af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker,

et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj.

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,

du var frisk som et Neg,

og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

 

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske.

Uden at betænke mig svælger jeg ogsaaa den.

napsen er kold, sød, stærk og brændende …

Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit,

der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen

midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse.

Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene?

 

Ak, Emma og Olga!

Hvor er I henne?

Et Mindebæger!

 

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper,

jeg tror jeg er glad til trods for Smærte.

Snapsen er kold, sød, stærk og brændende …

 

Skaal!

 

 

 

Bild, Johannes V Jensen (1873 – 1950), wikipedia.org

 

 

 

En sång en gång för mycket länge sen…

 

Då var man hemma igen efter den årliga rundturen i glasriket. Börjar man med det positiva var det mycket länge sedan som man behövde trängas med så mycket folk på bruken, i affärerna, på utställningarna och på krogarna. Äntligen lite ekonomiskt drag!

 

Ett problematiskt område är maten. Om jag jämför med Danmark, där man i den minsta by kan botanisera i den danska matkulturen på en kro, så är Sverige, i alla fall utanför storstäderna, en matkulturell öken. I ett svenskt samhälle letar man ofta förgäves, om man inte vill äta pizza, hamburgare, kebab eller varmkorv. När jag semestrar i Småland önskar jag småländska isterband med dillstuvad potatis, älgfärsbiffar med kokt potatis, gräddsås och rårörda lingon, gös från exempelvis Bolmen, eller kanske i östra Småland mot Öland, öländska kroppkakor. Kort sagt, jag vill ha vad jag kallar kulturmat av bra kvalitet, tillagad och serverad med kärlek! När det gäller mat är Kosta-Jesus hotell i Kosta en oas. Här serveras högklassig mat med ambition och bra råvaror. I kontrast till detta har vi värdshuset i Orrefors. Där bjöds det senast vi var där på två dagens rätter, en kötträtt och en fiskrätt, via självservering i kantin. Fiskrätten var ”panerad fisk”. Hur kan man på ett stort turistmål som lockar människor från hela världen servera ”panerad fisk”? Det är ju som i bamba.

 

På ett ställe kom jag i diskussion med kyparen; jag ville dricka en ale till maten och enligt den unge kyparen var ale ett rymdmått. Alla öl som serverades ur en 33 cl flaska var ale. I Sverige verkar det vara så att i turistindustrin arbetar i stort sett bara skolungdomar på feriejobb. Varför är det inte som i Danmark? Där är man proffs på turism, med ofta äldre rutinerad och framför allt kunnig personal.

 

När jag ändå är igång och gnäller kan jag berätta om en riktig skräckupplevelse. På samma hotell som ”ale-kyparen” arbetade på uppträdde ett coverband med det ”läskiga” namnet ”EltonBolton”. I djurvärlden sätter ju den visa naturen stopp för sådana avarter. Här kan inte en kinesisk nakenhund para sig med en råtta. Naturen vill helt enkelt inte ha en jättelik hårlös råtta. På samma sätt borde inte mänskligheten vara betjänt av en musikalisk blandning med lika delar Elton John och Michael Bolton! Hur bandet lät? Inte vet jag, jag flydde stället med rusande motor och tjutande däck. Motellet i Alfred Hitchcocks Psycho framstod plötsligt som en eftersträvansvärd plats att bo på. Tänk att få dricka en ale i lugn och ro med Norman Bates och hans gamla mamma i källarens gillestuga.

 

Efter detta gnäll kan man ju undra varför jag besöker glasriket över huvud taget. På det finns det bara två svar: det underbara glaset och den likaledes underbara naturen! Jag längtar redan till nästa år.